4 stjerner

Periode:
Fra 26. til 28. juni 2010 – 1. stop på sommerferien

Pris:
38 € for vogn med to personer i to nætter. Gurli & Niels Henrik sammen med deres 3 børn kom af med 50 €.

Brusebad koster 1 € for 5 minutter (eller hvor lang tid der nu var – der var i hvert fald rigelig med vand).

Facit:
En lille plads, nok mest brugt af vinter-skiturister. Fine toiletforhold.

Underlaget er en fin og blød græsplæne. Der er mulighed for rundstykker og så ligger pladsen lige i udkanten af byen, så det bare tager 10 minutter at gå ind til centrum.

Området er rigtigt skønt. Byen – og pladsen – ligger midt imellem bjerge ved en lille flod som kommer op fra bjergene. 10 minutters kørsel fra pladsen ligger Liechtenstein Klamm, et indhug på 800 m i bjergsiden skabt af smeltevand. Især drengene var vildt begejstrede for turen op til vandfaldet.

Vi har været her et par gange før, tre år tidligere. Også på vej til/fra Kroatien. Derfor valgte vi også denne plads til lave et stop i en dags tid, for lige at hvile ud efter de første to lange stræk.

Vi kommer her gerne igen, både for pladsens beliggenhed, omgivelser og byen med de mange restauranter.

I øvrigt om opholdet:
Vi kørte fra Peine kl. 8 om morgenen. Dagsturen var på 850 km og vi ankom kl. 8 om aftenen, efter 12 timer i bilen. Turen var gået rigtig godt, med undtagelse af 2 km kø ifm. et uheld. Det kostede lige 30 minutter ekstra. Ellers igen en dag uden alt for meget trafik.

Om aftenen fik vi slået op og spiste de medbragte frikadeller og kartoffelsalat. Godt vi havde det med, da vi ankom for sent til at tænde grillen.

Vi nøjedes med vores markise, mens Gurli og Niels Henrik ikke satte deres fortelt op – det kunne ligesom nærmest ikke betale sig for 2 nætter.

Næste dag var en søndag. Karin tog en lille løbetur om morgenen, før vi spiste morgenmad.

Der var bilshow i byen, med massevis af tunede og pyntede biler, den ene flottere end den anden. Der var så rigeligt varmt, så vi tog ind på en fortovscafe og fik en øl / sodavand til børnene.

Efter frokosten på campingpladsen tog vi til Liechtenstein Klamm. Sikke et natur-skuespil! Her fik vi virkelig øjnene op for, hvad vand og tid kan gøre. Aftenen tilbragte vi med god grillmad og resten af kartoffelsalaten.

Temperaturerne var om dagen omkring 30 grader, men om aftenen faldt det til ca. 15 grader.

Næste dag pakkede vi sammen efter morgenmaden, og kørte de sidste 460 km til Rovinj i Kroatien.

Se flere billeder fra denne del af ferien her: http://ferie.hakk.dk/#54.0