2 stjerner

Periode:
Fra 6. til 12. juli 2010 – 3. stop på sommerferien

Stadigvæk sammen med Gurli og Niels Henrik med børnene Carina, Nicolaj og Joachim, men vi havde sagt farvel til Pia og Claus, der var kørt videre til Umag den 5. juli.

Pris:
1.242 kuna for 2 personer i 6 dage. Lassens betalte ca. 1.900 kuna for 4 voksne og 1 barn i samme periode. Hele perioden var højsæson.

Bad og varmt vand til opvask er gratis.

Facit:
En lidt ældre og knap så stor plads som Amarin. Der er ikke pool, men animation og vandgymnastik i havet. Går man lidt til højre eller venstre, er der klipper, mens der lige nedenfor er betonflader med kant til vandet. Her er stiger ned, så det er nemt at komme op eller i.

Badeforholdene er ok, men toiletpapir hænger i gangen, så man skal huske at trække den nødvendige mængde, inden man trækker sig tilbage… Varmt vand til opvask er der også kun en hane til, men der er mange vaske, man kan stå ved. Halvdelen med udsigt over pladsen.

Der er en del pladser med udsigt til havet. Pladserne er lidt større end i Amarin, men stadig små efter danske forhold.

I den periode vi var der, var der meget uro på pladsen med mange småbørn. En aften spillede et diskotek i nærheden høj musik til kl. 3, så det var umuligt at sove.

Lige udenfor pladsen ligger et supermarked og en café med gratis internet til gæsterne. Her koster ½ l øl kun 15 kuna… det er da billigere end at gå på internetcafe i Amarin, hvor ½ times adgang til nettet koster 30 kuna J

Fra pladsen er der ca. 4-5 km til Novigrad. Der går et lille tog trukket af en traktor, som man kan tage med. Dette kører ad en sidevej, langs med kysten. Det er også muligt at cykle denne vej.

Fra Novigrad går der mange turbåde til Rovinj og Limfjorden (Limski Kanal)

I øvrigt om opholdet:
Vi ankom ved 12-tiden og efterlod biler og vogne udenfor, mens vi gik en runde på pladsen for at finde ud af, hvor vi ville ligge. Vi valgte nr. 88 og 89 – trukket lidt tilbage, men til gengæld under nogle store træer, som giver skygge. Vi er altså ikke til danskerpladser smiley

Vi skyndte os at sætte op, så vi kunne få lidt frokost. Vognene kom til at stå med front til hinanden, med pavillonen i mellem, så vi havde ly for solen. Carina valgte at sove i forteltet, så hun satte ikke sit telt op (dovenskaben længe leve… smiley)

Aftensmaden indtog vi i caféen udenfor pladsen – her var der jo lige mulighed for at tjekke post og facebook. Det er jo altid rart, at følge lidt med. Temperaturen var faldet noget, til ca. 25oC, og der kom også lidt regn. Natten var lidt kølig, det var faktisk rart.

Onsdag, den 7. juli var så den 1. dag, vi sprang morgenbadet over… Men morgenmad fik vi dog. Herefter tog de fire voksne ind til Novigrad, for at købe ind. Gurli og Karin faldt over nogle (meget høje) sko, der lige skulle med – for en kvinde kan af natur ikke have for mange sko J. Vi mødte også Pia og Claus, der også var taget en tur til Novigrad fra deres campingplads ved Umag.

Efter frokost og en lur var der tid til en snorkeltur i bugten. Der var nu ikke så meget at se, måske fordi et uvejr dagen før havde rodet godt og grundigt op i vandet. Efter aftensmaden – pyt i panna med kylling, grøntsager og ris på Cadac’en – ville mændene gerne se fodbold. Semifinale mellem Tyskland og Spanien. Så vi gik op til cafén igen og nød en stille øl.

Torsdag var det igen overskyet om morgenen og omkring 25o­C. Karin løb en tur ud af pladsen langs med kysten i retning af Novigrad. Hjemvendt fra turen var der kun Gurli, der var vågen, og hun ville ikke med i vandet. Så det blev kun til morgenbad for Henrik og Karin.

Efter morgenmaden og opvask kørte vi til drypstenshulen Baredine. Vi besøgte den også for 7 år siden – og den er stadig flot! Der er konstant 14oC i hulen, som strækker sig 60 m under jordens overflade. Eller længere endnu, for allerdybest nede, for når man ikke kan komme længere, er der en 66m dyb skakt ned til en underjordisk sø, som igen er 16 m dyb.

På vejen hjem blev der lige købt lidt ind og så fandt vi en lokal vinbonde, hvor vi købte noget rødvin. 1½ l for 21 kuna… billigere end øl og sodavand!

Hjemme på pladsen var det tid til en badetur…

Aftensmaden bestod af rester… Der var lidt tilbage fra dagen før og også noget stegt oksekød. Det hele kom på Cadac’en, og smagte forrygende…

Torsdag og fredag var hviledag, undtagen for Karin, som begge morgener tog en løbetur i retning af Novigrad før morgenmaden. Det meste af dagen holdt vi os i nærheden af vognene, spillede lidt og hyggede os ellers med en god bog. Fredag gik vi lidt ud af grusvejen mod Novigrad for at finde en lille bugt, vi kunne bade og snorkle i. Vi fandt også et rigtigt hyggeligt lille hjørne. Alle drengene og Carina skyndte sig at få snorkeludstyret på og kastede sig i vandet. Desværre var der både muslinger og søpindsvin, så især Henrik og Joachim skulle have fjernet en del pigge… Det var så den badetur…

Lørdag morgen skulle vi rigtig tidlig op, så der ikke engang blev tid til en morgenbadetur. Vi havde bestilt en sejltur langs kysten til Rovinj og Limfjorden. Vi skulle med båden kl. 9 fra Novigrad, så afgang fra Mareda var kl. 8.15. På båden fandt vi nogle gode pladser på soldækket, mens Henrik holdt sig nedenunder i skyggen. I turen var inkluderet frokost i Rovinj og hvidvin og saftevand ombord. Vi sejlede med Matek, som vi i øvrigt også sejlede med for 7 år siden, da vi første gang var i Kroatien J Skægt, at det blev samme båd igen. Turen kostede i øvrigt 220 kuna pr. voksen og ½ pris for børn. Carina blev også regnet som barn smiley

Turen startede ud med en langsom tur ned langs kysten, forbi Porec, Vrsar og indsejlingen til Limfjorden til Rovinj. Vi kunne vinke til Camping Amarin, hvor vi var en uge forinden. I Rovinj spiste vi på en restaurant, hvor maden var forudbestilt. Vi kunne vælge mellem fisk (røget makrel – Carina), kød (2 små steak – alle drengene og Gurli) og vegetarisk (indbagt ost med spinat og grøntsager – Karin). Som tilbehør var der noget hvidkålssalat og ris. Det smagte faktisk ganske ok. Drikkevarerne var for egen regning. 30 kuna for ½ l sodavand og 22 kuna for ½ l Radler. Denne var dog lavet med øl og appelsinvand, i stedet for med øl og citronvand / sprite. Man skulle lige vænne sig lidt til den anderledes smag.

Efter frokosten var der 1½ times fritid i Rovinj. Vi havde et par ærinder, noget souvenirs vi ville købe og en grappa hos den italienske Mama i den gamle bydel. Her havde vi også købt Grappa sidste gang – og den var god! Denne gang valgte vi en med asparges. Den glider ned som olie!

Matek sejlede igen kl. 14. Tre kvarter senere var vi ved piratgrotten i Limfjorden, hvor bl.a. flere Karl May film er optaget. Det kostede 5 kuna pr. person at komme ind i den. Selve grotten er da meget sjov at se, men der er nu ikke så meget i den. Det værste er dog det techno-musik der drøner ud af højtalerne på den lille café foran. Den ødelagde oplevelsen total.

Vi havde lidt tid og der var mulighed for at svømme i Limfjorden – dejligt. Den er meget dyb, men der er et par steder hvor man fint kan komme i vandet. Karin og Niels Henrik tog også et spring fra båden af smiley (vi havde spurgt om lov… modsat Claus og Bjørn for 7 år siden, som bare hoppede i, inden den overhovedet havde lagt til…)

Efter badeturen var der afgang mod Novigrad, og vi var tilbage i byen ca. kl. 18. Lidt indkøb skulle der til, inden vi kørte tilbage til Mareda. Efter aftensmaden, som fortrinsvis bestod af brød og lidt rester fra kyllingerne dagen før, gik de voksne op til caféen. Henrik og Niels Henrik skulle se fodbold (bronzekampen mellem Tyskland og Urugay – Tyskland vandt) mens Karin og Gurli sad udenfor med en øl og en god bog / facebook smiley

Søndag var så den sidste hele dag, hvor vi på forhånd havde besluttet, at vi bare skulle slappe den. Frokosten sprang vi over, for vi ville ikke spise for sent aftensmad (fodbold igen kl. 20.30, denne gang finale mellem Holland og Spanien – Spanien vandt). Om eftermiddagen lejede vi en pedalbåd med rutjsebane i 1 times tid for 49 kuna. Det var megasjovt – vi havde snorkeludstyr med og legede omkring båden. Undtagen Gurli, som foretrak at blive på land og tage lidt billeder og video J.

Aftensmad, opvask, og så gik herrerne op for at se fodbold. Damerne valgte at blive ved vognene og drikke kaffe og sambuca, samt tage et spil Tridom., som Karin for øvrigt vandt med 1 point J Da Henrik og Niels Henrik kom tilbage, tog vi lige en gang partners inden vi gik til køjs.

Mandag stod den på pakning af det sidste. Kl. halv ti var vi klar til at køre – men så gik der lige ½ time ekstra, inden pladsmanden kom for at åbne el-skabet, så vi kunne frakoble strømmen…

Se flere billeder fra denne del af ferien her: http://ferie.hakk.dk/#56.0