3 stjerner

Periode:
Fra 12. til 15. juli 2010 – 4. stop på sommerferien

Stadigvæk sammen med Gurli og Niels Henrik med børnene Carina, Nicolaj og Joachim.

Pris:
66 € for to personer i 3 nætter, incl. strøm. Lassen betalte 84 € for 5 personer.

Brusebad koster 1 € for 7 minutter, men vandet er alt andet end varmt.

Der er gratis internet, hvis man har sin egen pc med og går op til pavillonen ved søbadet. Pavillonen / restauranten virker samtidig som reception for campingpladsen.

Der er et lille bumletog, som kører ind til Seekirchen. Togturen er gratis.

Facit:
En ok plads, lige ved en sø med tilhørende søbad, som frit kan benyttes. Toiletforhold er rimelige, rengøringsstandarden lidt lala.

Der er utrolig mange fastliggere og kun 10-15 pladser til rejsecampister. De ligger til gengæld lige ved toiletterne og ikke langt fra søbadet.

Søbadet har badebro, vandrutsjebane, udspringsvippe, nogle tømmerflåder og en træstamme, man kan forsøge at komme op på (det er nu ikke så nemt, som det ser ud til, for den ruller rundt hver gang man prøver…)

Det tager ca. 15 minutter at komme ind til Salzburg i bil fra pladsen af. I Seekirchen ligger en stor Eurospar, hvor man fint kan købe ind.

Mens vi var på pladsen, var der ekstremt mange myg… De ødelagde lidt af fornøjelsen ved at være her smiley

I øvrigt om opholdet:
Vi ankom ved halv seks tiden om mandagen og fik tjekket ind og sat op. Da vi ikke havde købt ind til aftensmad, gik vi op til restauranten / grillbaren ved søbadet for at spise – dog først efter, vi havde været en tur i vandet smiley

Maden var faktisk fint – Karin fik en græsk salat, som var rigtig god og fyldig. Henrik og Niels Henrik tog en Wienerschnitzel hver, som også var god og mør. Børnene nøjedes med en burger og fritter smiley

Efter en omgang partners gik vi så i seng ved 11-tiden. Men meget søvn blev det nu ikke til – lidt i tolv begyndte det at blæse op og lyne og tordne. Så ud af fjerene og lukke vinduer, sætte stormbardun på markisen og tage håndklæder mv. ind. Og så gik det ellers løs – der kom så meget vand, at Nicolaj spurgte, om det var syndfloden… smiley

Vi hyggede lidt i Lassens fortelt med en Sambuca, inden vi en times tid senere gik i seng igen. Næste morgen var der fint vejr.

Formiddagen gik stille og rolig – først et morgenbad til alle undtagen Gurli og Carina og så lidt morgenmad. Mændene og børnene tog et slag risk, mens Gurli og Karin bare hyggede med en bog. Frokosten blev til en is og lidt fritter, og så kørte vi en tur til Bad Dürrnberg for at tage en tur med Sommerrodelbahn’en.

Den har vi prøvet før, sidst i 2003, da vi på vej hjem fra Kroatien gjorde holdt i Hallein et par dage. Den er nu stadig lige sjov! Først en tur op med stoleliften i ca. 1800 m højde. På toppen går i øvrigt grænsen mellem Østrig og Tyskland, så vi kunne stå med et ben i hvert land smiley Derefter nedturen – det er bare frem med kæppen i kælken og så ned ad bjerget. Turen er 2,2 km lang og går alt for hurtig. Så det var godt, at vi havde bestilt to ture.

Anden tur var dog lidt mere øv, da der var en lille pige forrest, som bare ikke turde køre… Så vi blev bremset mange gange på turen. Men skidt – så fik vi nydt udsigten i stedet for!

På vej hjem købte vi lidt ind til aftensmad, og så var det ellers tilbage til Seekirchen og tænde grillen. Efter maden hyggede vi med lidt Tridom og Partners i Lassens fortelt – her var vi i fred for myggene smiley

Onsdag morgen løb Karin en lille tur, og så var Henrik og Karin en tur i vandet. Resten sov… Morgenmaden var en gang engelsk morgenmad – mums! Så behøvede vi heller ikke at tænke på frokost.

Ved halv tolv tiden kørte vi ind mod Salzburg / Schloss Hellbrunn for at se Wasserspiele. Det er nogle springvand og andet spændende, som bare bliver bevæget ved vandtryk. Det var godt nok interessant! Især fordi det var så varmt (ca. 35o C) og man ikke kunne undgå at blive våd… Vi fik også set slottet indefra.

På vej hjem stoppede vi lige for at købe 2,5 kg jordbær til dessert, og så var det ellers bare hjem og skifte til badetøj! Men det var nu ikke, fordi vandet i søen kølede særligt meget – den var 28o C varm…

Tilbage ved vognene fik vi en drink og lidt snacks, og så var det tid til aftensmad. Der var lidt pølser, kylling, en rest salat fra i går og nylavede naan-brød med hvidløgsost – så bliver det ikke meget bedre… smiley

Derefter pakkede vi sammen så meget det nu kunne lade sig gøre. Og så var der lige tid til et enkelt spil, inden vi gik i seng. Men kun til kl. 3 – så kom næste tordenvejr smiley Så det blev lige til en lille Sambuca igen, før vi tørnede ind til de sidste par timers søvn inden turen til Grünberg.

Se flere billeder fra denne del af ferien her: http://ferie.hakk.dk/#57.6