2 Stjerner
Link:
www.np-plitvicka-jezera.hr

Periode:
Fra mandag, den 9. juli til onsdag, den 12. juli 2012.

Pris:
615 Kuna (eller ca 88 €) for os to i de 3 nætter. På pladsen er der to – ganske fine og rene – toiletbygninger, som dog desværre er undernormeret i forhold til antallet af besøgende på pladsen. Det betød kø både ved toiletter og brusere.
Der er ikke swimmingpool på pladsen, og den bærer præg af at være en rigtig gennemgangslejr, hvor folk kun opholder sig en eller to nætter, mens de er inde og se nationalparken Plitvice.

Facit:
Det er ikke en plads, vi vil besøge en anden gang. Selv om vi havde en dejlig skyggefuld plads, som Pia og Claus havde fundet til os, var det så også det eneste positive ved pladsen.
Supermarked og information har lukket mellem kl. 11 og 17, og pigen i informationen var heller ikke i sit bedste humør. Prisniveauet i supermarkedet slår alle rekorder – vi kom af med over 40 Kuna for 6 x 1,5 l vand!
Pladsen ligger dog ok tæt på Plitvice nationalpark, da hovedindgangen kun er ca 6 km væk. Der skulle også være nogle gode vandremuligheder i området, som vi dog ikke fik udforsket.

I øvrigt om opholdet:
Efter at være kørt fra Ptuj i Slovenien brugte vi lidt over 3 timer på at køre de ca 250 km til Camp Korana. På vejen kom vi forbi Zagreb og igennem Karlovac, som stadig har minder i form af skudhuller i husene fra krigen for 20 år siden.
Vi ankom ved halv tre-tiden om mandagen, og blev mødt af Claus i receptionen. De var ankommet fra Zadar nogle timer tidligere på dagen, og havde fundet en fin skyggeplads til os. Bedst af det hele var, at de også havde frokosten og en kold øl klar smiley
Derefter var det tid til at få sag vognen på plads og få pakket lidt ud. Ikke at det tager lang tid, når man rejser let, men gøres skal det jo. Resten af eftermiddagen gik med hyggesnak og opdatering.
Aftensmaden stod på culottesteg med salat og kartofler til – mums!
Næste dag var det tidligt op, for vi ville en tur i nationalparken. Kl. lidt over ni var vi klar til at køre, og det tog ikke mange minutter at køre hen til hovedindgangen.
Selve parken er bare smuk, med en hel masse søer med små og mellemstore vandfald imellem. Den særlige jordbeskaffenhed gør, at søerne og vandfaldene med jævne mellemrum ændrer sig. Der er anlagt sti hele vejen omkring søerne, delvis langs kanten og delvis som træbroer/stier. Vi gik små 1½ time og kom så hen til båden, som man kan sejle med tværs over den største af søerne. Der er tale om både med elektromotorer, så ingen motorlarm forstyrrer stilheden. Turen over var smuk, og ankommet til den modsatte side valgte vi at fortsætte ruten langs med søerne til den øverste af dem. Herfra er der en bus, vi kunne køre tilbage mod indgangen med. Både bus- og bådturen er inkluderet i entrebilletten.
Inden vi tog bussen tilbage, fik vi os en burger til frokost. Den var nu ikke noget at råbe hurra for, men kunne da spises. Fra bussens endestation var der så et kvarters gang til indgangen, hvor vi endnu engang kunne nyde synet af naturens skuespil.
Tilbage på campingpladsen overvejede vi lidt, om vi skulle bryde op hver sin vej dagen efter, eller finde på noget at foretage os sammen. Mændene cyklede en tur ned til informationen, og fandt ud af, at vi kunne komme på Riverrafting i Bosnien. Det var vi piger helt med på! Aftalen blev så, at vi skulle køre fra pladsen kl. 9 og mødes en halv time sineremed en mand i en gul kassevogn på den første OMV-tankstation, vi kom til efter grænsen…
Ingen af os havde nogensinde troet, vi skulle en tur til Bosnien – men det var nu ikke nær så skræmmende som vi havde frygtet. Mange huse bærer dog stadig præg af krigen, for man kan se skudhullerne endnu. Vi blev mødt af Veljko, som er pensioneret ingeniør, og fulgte efter ham hjem til hans hus i Bihac. Her blev vi opvartet med hjemmelavet kirsebærlikør, mens bilen og båden blev gjort klar. Der var kun os fire, der skulle på tur – dejligt smiley
Kl. halv elleve kørte fra huset og et stykke op af Una-floden, indtil vi kom til det sted, vi skulle i vandet. Herfra fulgte 3 timers sejltur, afbrudt af et par stop for at svømme i floden. Det var en smuk tur ned ad floden, selv om det var lidt så som så med rafting-delen… Der var godt nok et par små vandfald, vi skulle ned ad, men ikke noget vildt hårrejsende. Gad vide, om vi fik pensionist-turen?
Ved afslutningen hoppede alle mand over bord, får at svømme det sidste stykke, mens vores styrmand måtte sørge for at få båden i land alene. Veljko stod klar til at samle os op og køre os tilbage til hans hus. Her havde hans kone Dragica i mellemtiden lavet mad til os. Vi fik en vildt lækker tomatsuppe, efterfulgt af kylling med varm kartoffelsalat, en slags gullasch på nudler og salat. Dertil øl, vand eller sodavand, hvad vi nu ville have at drikke. Og lidt mere af kirsebærlikøren til at skåle i smiley Desserten var hjemmelavet baklava, en slags kage, der er overhældt med masser af honning. Vi har fået det før, da vi var i Israel, og det smager godt, selv om det er ufatteligt sødt.
Prisen for hele herligheden synes vi var ganske rimeligt, 155 € for os alle fire. Det var en skøn oplevelse, og dejligt at få noget lokalt og hjemmelavet mad.
Aftensmaden denne dag blev sprunget over – vi var alle sammen stadig mætte efter dagens oplevelser smiley
Næste dags morgen var det så pakketid. Vi for at fortsætte vores ferie, mens Pia og Claus var nået til enden af deres, og nu skulle de 1800 km hjem til Randers. Kl. halv 11 sagde vi så farvel til hinanden efter et par skønne og oplevelsesrige dage.