3 Stjerner
Link:
www.camping-puntica.hr

Periode:
Fra onsdag, den 12. juli til søndag, den 15. juli 2012. Vi tog herhen, efter vi havde taget afsked med Pia og Claus, som efter dagene i Plitvice skulle hjem til Danmark.

Pris:
536 Kuna / 74 € for 3 nætter, incl. bad, strøm og gratis internet. Det fungerer dog bedst (for ikke at sige kun) omkring receptionen.

Facit:
Der er tale om en meget lille, familiedrevet plads. Alt i alt er der nok kun plads til omkring 15 enheder. Toiletbygningen har en standard, så den lige så vel kunne være på en dansk campingplads – meget sjældent, når vi er sydpå. Desværre blev der kun hængt en enkelt rulle toiletpapir i hver bås om morgenen, og den var hurtigt væk, når pladsen er nærmest overfyldt, som den var, da vi var der.
Selv om der er nogle pinjetræer på pladsen, så er de forholdsvis lave, og giver ikke ret meget skygge. Vi var meget glade for ventilatoren, vi har lånt af Pia og Claus, som gjorde temperaturen udholdeligt i vognen. Om dagen havde vi 30-35 C, om natten faldt temperaturen til lige under de 30 C.
Lige nedenfor pladsen på den anden side af vejen går stien til stranden. Den er meget hyggelig, med en restaurant / bar, flere ferskvandsbrusere og en rutsjebane til børnene. Der er også nogle træer, så det er til at finde skygge.
Landsbyen Razanac har nogle ok restauranter, et par såkaldte supermarkeder (som ca er på størrelse med og har et udvalg som kiosken på en dansk benzinstation) og en isbar. Og en fin katolsk kirke, med tre klokker, der ringes med flere gange dagligt. Der er ca 500 m fra campingpladsen til landsbyens centrum.
Pladsen egner sig mest til total afslapning, da der ikke er hverken animationer eller andet der forstyrrer.

I øvrigt om opholdet:
Vi ankom sidst på formiddagen, og fik en plads øverst på pladsen, lige ved siden af legepladsen. Skygge var der ikke meget af, så vi holdt med ryggen mod syd, for at få mest muligt ud af markisen.
Efter at have sat op, fået lidt frokost med en Radler til og et godt hvil, gik turen ned til stranden. Vandet føltes forbavsende køligt, men det skyldes nok mest at lufttemperaturen var så meget højere. Vi tilbragte en del tid i vandet, og havde rigtig stor glæde af luftmadrassen, som vi har lånt af Pia smiley Karin brugte madrassen som solseng, mens Henrik befandt sig i vandet og sørgede for, at vi ikke drev for langt ud. Det var hyggeligt!
Efter vandturen var det hjem og i bad, og så cyklede vi ind til Razanac ved 8-tiden for at få lidt mad. Der var plads i gårdhaven bag Tonis, og vi delte en pizza med tomatsalat til, samt en stor øl til hver. Prisen var latterlig lav; vi kom af med under 80 Kuna…
Efter maden gik vi en tur rund i byen, og mødte klokkeren, som ringede solen ned. Han kunne så fortælle, at der var kroatisk bryllup om lørdagen, og at det var værd at se. Man måtte også gerne tage lidt billeder. Kommunikationen var ikke helt så nem, for klokkeren talte kun italiensk og kroatisk, mens vi kan bevæge os på dansk, tysk og engelsk… Men ved brug af hænder, fødder og et stykke papir til at skrive på, lykkedes det smiley
Næste dags morgen kørte vi en tur til Zadar, som er det nærmeste sted med lidt større supermarkeder. Vi fandt et indkøbscenter, hvor der både var tøj- og andre butikker, en stor Spar og en isbar smiley Sidstnævnte blev besøgt inden hjemturen.
Efter frokosten tilbragte vi en stor del af eftermiddagen på stranden, dels i vandet med luftmadrassen og dels i skyggen af et par træer. Denne gang havde vi taget masker og snorkel med, men der var nu ikke meget at se på.
Aftensmaden stod på grillede nakkekoteletter, tomatsalat med mozzarella og lidt brød til. Dejligt med lidt hjemmelavet mad smiley
Lørdag formiddag blev igen tilbragt på stranden, mens det om eftermiddagen kun blev til en kort svømmetur. Vi ville ind og se brylluppet kl. 17. Vi fik placeret os hos Tonis, og med en kold øl kunne vi følge bryllupsoptoget med musik og faner, der gik ned til kirken, hvor bruden ventede. Men ikke alle i følget ville åbenbart overvære selve vielsen, for en hel del søgte i stedet over mod Tonis, hvor de hyggede med øl og kaffe, mens de ventede på at bruden og gommen kom ud igen. Der var også et vældigt rend ind og ud af kirken under selve handlingen – noget, man nok aldrig ville se i Danmark!
Efter vielsen spillede klokkeren på de tre kirkeklokker, inden den officielle del var overstået. Selve festen foregik længere op i Razanac, og den varede til den lyse morgen, som vi kunne høre smiley
Inden vi tog tilbage til pladsen, undersøgte vi udvalget i de små supermarkeder i byen, men kunne ikke rigtigt finde noget til grillen. Så vi endte med at tage tilbage til pladsen, pakke lidt sammen for at være klar til afrejse næste dags morgen, og så tage ind og spise hos Nina, som ligger overfor Tonis.
I løbet af natten trak der lidt skyer ind, og ved 5-tiden om morgen kom der lidt vand. Det skabte røre på pladsen, for alle skulle ud for at sikre håndklæder, stole mv smiley Det blev dog kun til meget lidt, selv om det fortsatte med at være overskyet det meste af formiddagen.
Efter et par timers søvn mere gik vi en tur ned til vandet for at få en hurtig svømmetur, inden den stod på morgenmad og opbrydning. Omkring kl. 11 var vi klar til afgang, for at tage videre ind til Zadar.