3 Stjerner
Link:
www.campingrovinjvrsar.com

Periode:
Vi var der fra onsdag, den 18. juli 2012 til søndag, den 22. juli 2012.

Pris:
Vi gav 1.001 Kuna, som svarer til ca 147 € for de 4 dage / nætter. Varmt vand er inkluderet. Der er wifi i nærheden af receptionen, men dette koster ekstra.
Campingkortet gav 10 % rabat på personprisen, men ikke på standpladsen.

Facit:
Amarin er en plads, som vi nu har været på for 3. gang, og vi vender helt sikkert tilbage igen. Selv om der er tale om en temmelig stor og ikke helt billig plads, er der sjældent kø ved toiletter / bad eller overfyldt ved ”vores” strand.
Toiletbygningerne er nyrenoveret, og ligger godt spredt ud over pladsen. Så uanset hvor man holder, er der ikke langt til nærmeste bygning. Der er også nok med varmt vand, som faktisk er rigtigt varmt. Det er rart til opvasken.
På Amarin er der kun nummererede pladser, og ved ankomsten får man udleveret en liste med ledige pladser samt fra hvilken dato de er reserverede. Så er det op på cyklen og finde den plads, man gerne vil have. Der er god skygge de fleste steder, selv om der også er ”danskerpladser” at få.
Vi cykler normalt ud til en klippestrand i den nordlige ende af pladsen. Her er godt at være, og vandet bliver hurtigt dybt. Der er også en ferskvandsbruser, så man kan blive skyllet af efter svømmeturen.
Fra pladsen er der mulighed for at tage taxabåden ind til Rovinj. Det koster 20 Kuna pr. person.
Ellers er der supermarked på pladsen, som har et fint udvalg. Priserne er naturligvis lidt højere, end hvis man kører ind til Valalta Discount i Rovinj.

I øvrigt om opholdet:
Da vi kørte fra Zadar, havde vi egentlig planer om at finde en plads omkring Selce på fastlandskysten. Men den, vi havde udset os, var kun for fastliggere. Og den anden ved siden af tiltalte os slet ikke. Vi kørte videre i retning af Rijeka, og blev enige om at prøve lykken på Krk.
Men her var der heller ikke noget at få. Den plads, vi kom til, var fyldt. Og et italiensk par, som også var kommet forgæves, kunne fortælle os, at den anden plads, vi havde kig på, ikke var til at holde ud at være på. Den var dels fyldt, og dels uden skygge, hvorfor de havde forladt den.
Nu var gode råd dyre, men da kl. endnu ikke var så mange, valgte vi at køre videre i retning af Istrien. Der var endnu en plads, som vi mente, kunne være en mulighed. Desværre viste det sig dog, at vejen ned til pladsen havde et fald på 18%! Der skulle vi ikke ned (og op igen) med sneglen bagpå!
På dette tidspunkt var vi kun omkring 100 km fra Rovinj. Så det blev til, at vi kørte hertil, for her kender vi pladsen og er vilde med byen.
Vi ankom ved syv-tiden om aftenen, og fik listen over ledige pladser i receptionen. Fandt en hyggelig skyggeplads (nr. 342) som var ledig til og med lørdag. Opsætning af vognen gik hurtigt, og så var der tid til en bid brød.
Næste dag var det Karins fødselsdag, og vi hyggede lidt over morgenmaden. Op ad formiddagen tog vi en tur til ”vores” klippestrand, og nød det kølige vand. Temperaturen var omring 30 C, men det blæste en del. Så der var gang i bølgerne smiley
Efter frokost og lidt afslapning købte vi nogle tomater og et par stykker kylling, og så tog vi ellers på stranden igen. Denne gang med grill, vin og hvad der ellers dertil hører. Det var en smuk aften, og der er altså noget helt særligt, ved at grille i solnedgangen til lyden af havet.

Fredagen blev også tilbragt dels på stranden, og dels med en cykeltur ind til Rovinj. Der er ca. 6 km, og det er jo ingen sag, når man som vi har ”medvindscykler” smiley Vi fik gået lidt rundt i byen og nød atmosfæren. Selv om byen er velbesøgt, virker den ikke på nogen måde overfyldt. Det er en af de ting, vi godt kan li’ ved den. Og så er den bar smuk med de små gader og gamle bygninger, hvoraf mange er renoveret.
En restaurant ved havnen så indbydende ud, og her fik vi en kølig øl og lidt skinke med melon. Mums! Derefter gik vi lidt mere rundt, og fandt også en enkelt geocache nedenfor kirken. Der var en anden familie, der også havde kig på cachen, men ikke kunne finde den. Henrik er heldigvis god til at lokalisere cacherne, så han klatrede hurtigt op og hentede den frem. Der var heldigvis ikke så mange badegæster, så det foregik nogenlunde upåagtet smiley
Lørdag morgen startede med en hurtig svømmetur ved havnen. Her er der god mulighed for at hoppe i vandet direkte fra kajen. Da vi ikke ville køre hjem denne dag, blev vi nødt til at flytte til en anden plads, nr. 299. Den lå nu ikke så langt væk, så det var hurtigt overstået.
Om eftermiddagen var det noget overskyet, så vi ikke havde den store lyst til at tage til stranden. I stedet for tog vi en lille cykeltur, og fandt en geocache mere, der var gemt i nærheden af pladsen. Det var faktisk rart at se lidt mere af landet, end bare stranden!
Søndag morgen var så den dag, vi havde besluttet os for at køre nordpå igen. Der skulle også være tid til at besøge Karins mor i Grünberg på vejen. Svømmetur, bad, morgenmad og pakning blev klaret, og kl. halv elleve kunne vi sætte kursen nordpå.
De ca. 1.000 km til Grünberg gik fint, når man lige ser bort fra ca 1 times kø ved grænsen mellem Kroatien og Slovenien.